Hæderslegater 2010

Skibsteknisk Selskabs Fond har i efteråret 2010 tildelt hæderslegat til Aleksander Hamdan og Morten Hansen, begge studerende ved DTU. Billedet forestiller, fra venstre mod højre: Professor Jørgen Juncher Jensen, Sektion for Skibe, Kyster og Konstruktioner, DTU Mekanik, Aleksander Hamdan og Morten Hansen, legatmodtagere, og Hans Otto Kristensen, generalsekretær for Skibsteknisk Selskab.

 

Aleksander Hamdan er diplomingeniørstuderende og arbejder med projektet: Propeller med stor diameter. I projektet skal han undersøge muligheden for, at et givet skib kan have en propeller med større diameter end normalt og derved spare fremdrivningseffekt.

Morten Hansen er ligeledes diplomingeniørstuderende og arbejder med projektet: Udvikling af et Con-Ro fragtskib. I projektet undersøger han de designmæssige muligheder for en kombination af et container- og Ro-ro-skib, hvorved man muligvis kan udnytte begge skibstypers lasteevne optimalt og reducere projektets energi-effektivitets-design-indeks.

Skibsteknisk Selskabs Fonds Hæderslegat tildelte i foråret 2010 til 3 skibsingeniørstuderende hver kr. 6.000

 

Billedet forestiller fra venstre: Professor Jørgen Juncher Jensen, DTU og legatmodtagere, studerende Kim Nørby Christensen, Jesper Andreas Olsen og Lars Normann Madsen Jensen.

Kim Nørby Christensen er studerende under ordningen Master i Maritim Teknologi. I sit afgangsprojekt arbejder han med analyse af ben-struktur for et jack-up-fartøj, som er konstrueret til brug ved installation af havvindmøller. Lars Normann Madsen Jensen og Jesper Andreas Olsen er begge diplomingeniørstuderende og arbejder i deres afgangsprojekt med optimering af forskibet for en bulk-carrier for reduceret brændolieforbrug og bedre søegenskaber.